Til alle, fra alle, fra mig.

[Zaphod Escerticus III]

Det var en helt ny tid, eller måske ikke, men det syntes Zaphod Escerticus, kongen af Pelexaion.
Hvorfor det var en ny tid, var han overhovedet ikke klar over - der var ikke sket noget nyt de sidste par år, men alligevel var der noget der sagde ham at han gik nye tider i møde.
Den høje mand sad på sin trone og selvom den gjorde en stor indsats for at overstråle ham, lykkedes det ikke.
Hans blonde, bølgede hår var tæt på at skinne og hans ellers sorte tøj var prydet med guldknapper, syninger og alt hvad der ellers kunne proppes på uden det blev for meget.
Stilfuldt var det, selvom det var utrolig prangende.
Der var ikke mange i salen, desværre, for han ville godt have holdt en tale. Han anede ikke hvad han ville sige, men han kunne godt lide at holde taler, for så var al opmærksomhed rettet mod ham. Mens han bare sad der blev han så godt som ignoreret.
De mennesker der var tilstede var hovedsaligt politikere og diverse kloge hoveder, som troede de havde ret i al ting - hvis de bare kunne spørge ham til råds ville alt fungerer meget bedre.
Det var i hvertfald hvad han selv mente, selvom alt gik nogenlunde, det havde han fået at vide.
Han regnede bare med, at de gjorde deres arbejde ordentligt, så han kunne fremstå som en god prins.
Konge, det lød så gammelt. Zaphod Escerticus.. Nej, han var absolut prins af Pelexaion.
Der gik et øjeblik hvor han nåede at synke helt ind i sine egne tanker, men så blev han afbrudt.
Med en vrissen mumlen, som gjorde det tydeligt at han ikke brød sig om forstyrelsen, spurgte han hvad der var i vejen.
Da han blev bedt om at give sin underskrift, smilede han dog sit karakteristiske blærerøvsagtige smil.
Han løftede hovedet og slog armene ud til siden efter at have skrevet sit navn.
"Til alle, fra alle.. Selvfølgelig fra mig," udbrød han til alles undren og smed både papir og guldkuglepen.
Det måtte være op til de andre at samle det op.

[Emilia Terra Vercet]

Der var ikke mange mennesker i tronsalen, men dem der var der, dem kendte Emilia kun alt for godt. Hendes kollegaer, hendes både venner og fjender, for som politiker var det næsten altid alle imod alle, fordi ens meninger var så forskellige. Hun stod med et hvidvinsglas i sin hånd, og sippede til den sødlige hvidvin. Hun havde ikke drukket hvidvin i mange år, og havde glemt hvordan det smagte. Det var normalt ikke noget der faldt i hendes smag, men denne søde smag mindede hende om hendes barndom, om de ture på engen, som hendes moder og stedfar ville lave, sammen med alle hendes stedsøskende. Hun hørte på politikernes jokes om kongen, for næsten alle mente jo at han havde en skrue løs, eller i hvert fald de fleste politikere. Hun lyttede og kunne da heller ikke lade være med at fnise lidt nogen gange, selvom hun kæmpede for at holde det inde, det var højest uhøffeligt. Hun lod sit blik glide over på kongen, han var ikke særlig gammel, og han havde nok aldrig nået at være ung. Stakkels barn, ville hun mene. Hun forlod selskabet af hysteriske og diskuterende politikere og tog nogen skridt imod kongen. Han var så nem at kende, for hans tøj var, som konge, meget iøjefaldende og hans lyse hår skinnede nærmest. Hun stillede sig nogen meter væk fra ham, og hun kunne se at han havde underskrevet et papir, hun bed sig i læben, for hun var lige ved at protestere, for han burde vel læse igennem, hvad han skriver under på? "Interesserer det Dem ikke hvad De har skrevet under på?" spurgte hun ydmygt og kiggede på kuglepennen, som hurtigt blev samlet op af tjenere.

[Zaphod Escerticus III]

Rolig som han var, naiv som han var, nikkede han bare og grinede til en af de mange personer i salen, da hans udsmykning af tronen blev nævnt. Det var ikke ham der havde lavet den, og regnede bare med at enhver der troede det var enormt dum. De fleste der nævnte lignende ting til ham, drev egentlig bare gæk med ham, men det troede han som regel ikke de ville gøre på den måde.
Han hørte et spørgsmål blive stillet, men der gik lidt tid før han fandt ud af at det var henvendt ham - og så grinte han roligt og så mod kvinden der havde spurgt. Hvordan kunne hun tro han interesserede sig det mindste for noget som helst, der ikke gav ham selv fordele. Papirer - det var oftest til fordel for andre.
I et elegant spring rejste han sig op og gik hen ved siden af hende, med et smil på læberne.
"Mig? Absolut ikke. Jeg har folk til at interesserer sig." Han grinede en smule af sin sidste bemærkning, fuldstændig klar over hvor dum den var.
Hun var ikke fremmed for ham, han havde ofte set hende sammen med alle de andre kloge hoveder - dog anede han ikke hvad hun hed. Faktisk var han i tvivl om han overhovedet havde fået det at vide. Han kom frem til at han højst sandsynligt havde - han havde vidst engang fået navne på alle de kloge hoveder at vide.
Men det var jo ikke op til ham at huske sådan nogle smådetaljer.

[Emilia Terra Vercet]

Svaret gjorde hende en smule fornærmet, men det kunne hun jo egentlig ikke tillade sig, for det var vel hans egen beslutning? At man ikke læste hvad man skrev under på, og at man lod andre om at læse papirerne. Men dette kunne jo sagtens komme til nytte, for hvis han bare skrev under på hvad som helst, så ville landet blive meget nemmere at styre, medmindre det selvfølgelig var de forkerte papirer der blev underskrevet. "Pas på, folket kan være lunefuldt, du ved jo ikke om du underskriver din egen dødsattest, en eller anden dag." provokerede hun, men dog med et smil. Hun ville ikke ende med at fornærme ham alt for meget, dog ville hun gerne gøre ham opmærksom på hans fejl - selvom han sikkert ikke tog det til sig, han var noget af en blærerøv, og i hendes øjne: Selvoptaget. "Det er sket før, på jorden." forklarede hun. Hun havde læst nok bøger og havde nok viden om jorden til at sige det, hun havde læst om en dronning der gjorde noget lignende. Hun fik hukket sit hoved af. Hun kiggede over på de andre politikere, som stod og jokede og grinte. Andre diskuterede dog også, i den bedste politiker-stil.

[Zaphod Escerticus III]

Han slog ud med armene i bedre Zaphod manér. Den unge politikers ord sagde ham ikke meget, men han kunne lige så godt ligne en der lyttede - selvom det nok ikke ligefrem var måden at gøre det på.
"Tro mig, hvis nogen ønsker mig død - så skyder jeg igen." Han afsluttede sætningen med et tørt grin. Der skulle mange formaninger til for at få ham til at tænke sig det mindste om.
Endnu et grin kom fra hans side over hendes næste kommentar og han rystede på hovedet som var det virkelig noget dumt hun havde sagt. "Undskyld mig, miss," startede han. Han sagde det på den måde for at virke høflig, selvom betoningen på ordene absolut ikke gav indtryk af det samme. Høflighed var overvurderet, ihvertfald i følge ham.
"Er vi på Jorden nu? Nej, vel? Netop nu, står vi i tronsalen på den mægtige planet Pelex. Min planet, er du med? Hvad der er sket på jorden har ikke indflydelse på noget her."
Han lød ikke det mindste fornærmet, men grinede bare lidt indimellem. Dog gjorde han meget for at understrege at han altså mente hvad han sagde.

[Emilia Terra Vercet]

Hun blev endnu engang fornærmet over hans svar, men hun var måske bare en person der var ret nem at fornærme, hun elskede det at have ret, og denne mand ville tydeligvis ikke give hende ret. "Men vi er mange der kommer fra jorden, og benægt ikke at det der sker på jorden, let kan ske her." hun sendte ham et åbent smil, og prøvede at virke ligeså positiv som ham, for det var nok sådan han virkede allermest. Hun satte sig på en stol, "Hvad tror De at Deres folk tænker om Dem? Rager det Dem... undskyld sproget.. overhovedet en skid?" hun sagde det hele i en meget høflig tone, men hun vidste godt at det var ord man ikke burde sige til et royalt menneske. "Hvad vil De have der skal ske med Deres folk? Del Deres tanker med mig." bad hun indbydende og med sit åbne smil igen. Hun løftede et øjenbryn og ventede på hvordan han nu ville reagere.

[Zaphod Escerticus III]

Han trak bare på skuldrene. "Jeg tilstår, jeg ved så godt som intet om Jorden, udover at I alle sammen ankommer hertil," sagde han i en hurtig smøre. Han fulgte hendes eksempel og satte sig overfor hende, dette kunne lade til at blive en interessant samtale.
"Hør her, unge..." han overvurderede et øjeblik sin evne til at huske navne, "..frøken. Jeg ved ikke hvad folket tænker om mig, jeg har så vidt jeg ved aldrig besiddet evnen til at aflæse andres tanker." For en gangs skyld lød han en anelse fornuftig, men det var en selvfølge at han selv skulle ødelægge det hele.
"Selvfølgelig tænker jeg på folket, jeg mener, hvad skulle jeg ellers leve af?" Han smilede grinende og slog ud med armene. Det var ikke helt løgn, han tænkte da på folket hver gang han overvejede at lave en tale - den ville han holde for hele Pelex befolkning, plus minus.
Et kort glimt af forvirring prydede hans ellers selvsikre ansigt over det næste spørgsmål, han var ganske enkelt ikke vant til noget lignende.
"Med mit folk.. Med mit folk. Er det ikke sådan noget I beskæftiger jer med? Lille frøken, jeg mener faktisk helt bestemt jeg har ret i dette." Han lod hende ikke komme med nogen indvendinger før han havde talt færdigt. Han hadede ganske enkelt at blive sagt i mod.

[Emilia Terra Vercet]

Hun kunne ikke lade være med at grine, "Jeg kommer ikke fra jorden." fik hun bekræftet da han blev færdig med at snakke, "Mine forældre gør, men jeg er født og opvokset her." hun ville ikke give ham hele sin livshistorie, for der var ømme punkter, som hun ikke ville ind omkring, og hun var også næsten sikker på at han ikke gad at lytte til det. "Det lader til at De har glemt mit navn, jeg hedder Emilia. Emilia Terra Vercet" huskede hun ham på, for hun var næsten hundrede procent sikker på at han havde hørt hendes navn før, for det var blevet nævnt. Men det havde han vel også folk til at huske ham på. "Jeg ved godt at det er vores opgave at tage beslutningerne, og at ingen andre får lov til at give deres mening til kende, men det ville være rart at vide hvad en konge ville have at der skulle ske med hans eget land. Selv jeg, som er en regent, får ikke engang lov til at tage alle beslutninger, jeg har sjældent fået lov til at tage beslutningerne, fordi folk mente at jeg var for blød om hjertet." det gjorde hende irriteret at hun, trods hendes høje rang, ikke havde haft mulighed for at hjælpe folket, som hun havde haft lyst til. Hun kiggede ham ind i øjnene, og holdte øjenkontakten. Hun var glad for at hun var faldet i snak med kongen, for han var langt mere spændende end mange af de andre folk her i lokalet.

[Zaphod Escerticus III]

"Javel," sagde han bare og trak på skuldrene, lod som om han var ligeglad med at blive rettet. Selvfølgelig havde han noget i mod at hans konstatering ikke var rigtig, hun kunne bare have ladet være med at snakke om jorden.
"Emilia." Han sagde det på samme måde som når man lige har mødt en nær ven efter mange adskilte år. Selvom han overhovedet ikke kunne huske at have fået navnet at vide før, prøvede han at lade som om at det bare var noget, som lige skulle generindres.
Han forstod ikke det logiske i, at hun ville have hans mening når det var dem der så ofte tog beslutningerne for ham - det var han så lykkelig over. At have så meget magt, at han kunne få andre til at tage beslutninger - det var noget han brød sig om. Når det virkelig gjaldt ville de spørge ham til råds, det var han sikker på.
"Selvfølgelig får du ikke lov til at tage alle beslutninger," grinede han og slog endnu en gang ud med armene. Selvsikkerheden fejlede ikke noget - og det gjorde naiviteten vidst heller ikke.
Han smilede lidt, påtaget opmuntrende, til hende og strøg hende på kinden. "Lille pus dog."
Ser var ikke meget trøsten i hans stemme, faktisk blev det sagt i et drillende toneleje.

[Emilia Terra Vercet]

Hun fik ikke hans mening revet ud af ham, selvom hun var stædig var hun nødt til at opgive, for hun ville ikke gøre ham fornærmet, og hun ville ikke have at han senere hen ville ignorere hende. "De andre skal ikke have lov til at tage alle beslutningerne, men det er åbenbart bevist at man skal være gammel og traditionel for at ens meninger bliver hørt." hun satte sig til rette på en stol og kiggede op på ham, "De er heldigvis en af de heldige der får lov til at få serveret alt på et guldfad, jeg kan godt forstå at De altid er så positiv, det kan godt misunde mig meget, at man bare har det som man selv ønsker at have det. Knipse med fingeren for at ens største ønsker bliver opfyldt. Eller er det måske ikke sådan De har det?" spurgte hun med et skævt smil. Hun kunne godt forstå at han var konge, en konge var nærmere et symbol for ens hjem, og han var virkelig smuk og bemærkelsesværdig. Han var i hvert fald den første man ville lægge mærke til.

[Zaphod Escerticus III]

Han overvejede kort hvad han skulle sige, men absolut kun kort. "Gammelt og traditionelt.. Ja - helt klart!" Han grinede kort og vidste ikke hvad han ville med hvad han sagde. "Det bliver jo kedeligt i længden hvis alt er gammelt.. Og traditionelt." Med et bekræftende nik lænede han sig tilbage i stolen og så egentlig ganske tilfreds ud med sin udtalelse.
Emilia var interessant, bare det at han for en gangs skyld kunne se ud over sit eget ego, sagde noget om at han var interesseret i hvad hun var for en. Udover en kvindelig regent, som åbenbart var for blødsøden til at bestemme for meget.
"Selvfølgelig har jeg det fantastisk. Jeg mener, ellers kunne jeg jo ligeså godt være.. Hvad som helst andet.. Og hvad havde Pelex fået ud af det?" Han holdt et kortere pause, for at øge spændingen, som egentlig ikke var der. ".. Mangel på prins Zaphod Escerticus"
Han grinede og støttede sin fod mod Emilias stol.

[Emilia Terra Vercet]

Hun lukkede et lille grin ud af sig, han var så egoistisk, men stadigvæk på en underholdende grad. Han var så proppet med selvtillid, at det næsten ville kunne skræmme fjenderne væk, selvom de lige i øjeblikket ikke rigtig havde nogen. "Prins Zaphod, De er nok den person der har kunne underholde mig mest i lang tid. De er speciel, det må jeg give Dem, men det ved De jo nok allerede." fortalte hun med et smil.
"De bliver ikke utryg ved alle de spørgsmål jeg stiller Dem, vel?" spurgte jeg, for jeg elskede at stille spørgsmål, men måske var han ikke glad for at skulle svare dem. Mine kollegaer var begyndt at kigge lidt, nok mest fordi de hørte mig grine, dette var ikke den største gåde, men da jeg nu gjorde det overfor kongen, de var jo så magtsyge, ligesom jeg nok selv var i en mindre grad, og de kunne jo være bange for at kongen brugte mig til at fortælle hvad de snakkede om, men på den anden side ville han nok ikke komme med en sådan idé. En mand kom forbi med et fad hvor der stod drinks på, jeg tog en af de blodrøde drinks og bed i citronen, som havde været på glasset. Den sure smag havde sjældent irriteret mig. Jeg tog en tår og afventede kongens svar. Dette var en herlig dag.

[Zaphod Escerticus III]

Han lagde hænderne mod sin nakke og lænede sig ydeligere tilbage, mens han holdt blikket på den unge, kvindelige, regent. Det gjorde ham en smule mere glad, at hun grinte, for det var en sjældenhed at en regent grinte i hans selvskab - de var altid så alvorlig når det snakkede med ham.
Da han ikke vidste hvordan han skulle reagere grinede han bare sit selvsikre grin og nikkede. ”Selvfølgelig, miss”. Speciel, det ord kunne han godt lide. Speciel og unik var vel det samme og i så fald var han en éner - tanken var fantastisk og han tvivlede ikke et øjeblik på om det var sandt.
”Utryg? Hvorfor i alverden skulle jeg blive utryg, lille Emilia.” Han rystede, stadig grinende, hovedet. Der skulle meget til at gøre ham utryg, eller faktisk ikke, men ord - spørgsmål i dette tilfælde- kunne ikke gøre noget i mod ham. Var der noget der ikke passe ham, valgte han simpelthen at overhøre det. Spørgsmål kunne han også bare vælge ikke at svare på, men det var ikke noget han gjorde meget i, så hellere komme med et dumt svar.
”Du skal have lov til at stille alle de spørgsmål du vil, virkelig.” Han smilede mens han sagde det og slappede ellers fuldstændig af.
Alt andet end Emilia, som ikke talte til ham, blev ignoreret, for hans interesse faldt 100% på kvinden han snakkede med.